Forside Link index KatNet info
Lokalnet i det østjyske.
Internetavis WebNyt - en ny side på KatNet Du er her lige nu Arkiv

Du er her:  [ forside ] > [ mellem jyder ]

Dagens aktuelle vejrudsigt fra DMI

Det Danske Kongehus

KatNet - mellem jyder...

Fuzion.dk - internetleverandør til KatNet

PIN-ligt

Af Knud Jørgensen

Det var en mørk og stormfuld nat. Ladelampen glødede olmt, koblingen gled lidt, og der var endnu så langt hjem, at det var nødvendigt at tanke.
Heldigvis er der en del natåbne tankstationer, og en lavpristank fristede mig. Det var i en tid med rasende priskrig, og netop denne aften var der næsten et par kroner at hente pr. liter. "Og det løber op, når det løber ned!" tænkte jeg vittigt, da jeg valgte at køre ind i det grelle, gule lys. 
Ulempen var, at lavpristanken var ubetjent, og at der skulle betales via seddelautomat eller med kreditkort. Det viste sig, at den ene seddel, jeg havde, straks blev ædt af automaten og i øvrigt skete der intet. Jeg stod lidt fåret. Benytte mit næsten nye, fine VisaDankort, turde jeg simpelthen ikke. Jeg var sikker på, at kortlæseren ville tømme min konto systematisk, inden den åd kortet og spærrede tanken.
For en sikkerheds skyld gik det videre til en nabotank med betjening. Her var ret stille, bortset fra et par fyre, som åbenlyst bagte på pigen, der passede kassen. Så da jeg havde fyldt op og skulle betale, sagde jeg bare "Hundrede over" og kørte mit kort gennem terminalen. "Det må jeg ikke", sagde pigen, "når du køber for under hundrede". "Så på beløbet!", men nu skete der nøjagtig, hvad der skal ske, når alt, hvad der kan gå galt, gør det! Jeg trykkede fire cifre og hørte terminalen give et vredt dut fra sig. Pigen så på skærmen og sagde: "Forkert PIN-kode. Prøv igen." Samme resultat anden gang, idet den dog først lige afviste magnetstrimlen en enkelt gang. Jeg kom til at se nærmere på tastaturet. Jamen, tallene stod helt anderledes, end de plejede. Det er som med en cykellås. Det er ikke tallene, man husker. Men det er fingrene, der kan koden udenad. 
Jeg blev helt klam og bad pigen om at slette alt. Fyrene ved slikdisken så overbærende på mig. Jeg ville lige ringe hjem for at få hjælp. Men da jeg skulle tænde for mobiltelefonen, ville den jo også have en PIN-kode. Hvordan var den nu? Da jeg ikke kunne huske koden til Dankortet, kunne jeg selvfølgelig heller ikke huske den til telefonen! Jeg lånte butikkens telefon hjem. Dét nummer nåede jeg omsider frem til efter først at have prøvet mit personnummer, stelnummeret på motorcyklen og alarmkoden til min arbejdsplads! Jeg bad min kone om at finde papiret med PIN-koden på. Det skulle strengt taget have været brændt og spist straks efter modtagelsen. Men jeg havde gemt det på et sted, som det åbenbart tog hende tid at finde. Endelig kom hun med følgende forslag: "Første og tredje ind, ingenting og så ud, ud." "Nej", råbte jeg. "Det er jo låsen på min cykel. Prøv lige at finde det stykke papir, der er helt grumset på den ene side."
Sådan gik et par minutter, mens vi sammen gennemgik telefonnummeret til vores hvidevareservice, og til gul stue i børnehaven, hvor vores nu voksne søn gik engang, koden til bibliotekets hjemmeside, min koppevaccinationsattest og kortet til blodbanken! Men til Dankortet fandt vi ingen kode. Til gengæld kunne hun glædestrålende oplyse, at koden til mobiltelefonen lå nedskrevet netop her. Om jeg ville have den? Jeg lovede lavmælt, at jeg snart ville være hjemme og lagde røret på.
Hvad nu? Jeg kunne mærke, at den unge pige var blevet urolig, hvilket fik de to fyre til at indtage en meget truende attitude. Heldigvis kom der af og til andre kunder. Men selvfølgelig ingen, jeg kendte.
Jeg spurgte forsigtigt, om der mon ikke skulle være en "fluesmækker". Der kunne jo være situationer, hvor systemet var ude af drift. Dét var der. Pigen fiskede en slæde frem og så vantro på den. Ved fælles hjælp fik vi udskrevet en bon, som jeg underskrev og fik en kopi af. Så jeg et glimt af anerkendelse i de unge mænds øjne?
Glad gik jeg ud til maskinen og tog hjælmen. Bag ruden til butikken kunne jeg se tre højt jublende tilskuere. Som sædvanlig stak jeg bon og kvittering ind ved foret i hjælmen. Der sad lidt papir i forvejen. Jo, ganske rigtigt. På indersiden af hjælmen sad en lap papir, jeg havde monteret for snart længe siden. Med nøglenummer, cifre til kodelås i bøjle - og PIN-kode! 
Det var en mørk og stormfuld nat. Ladelampen glødede olmt, koblingen gled lidt og der var endnu langt hjem. Men jeg havde fuld tank og styr på tingene igen.

Dit lokale internet

Direkte link til KatNet's omfattende lokale linkside

Nyheder, links og fakta fra KatNet.

Et lokalnet i det østjyske område.

Læs mere [ her ].

Annonce
 

Copyright: katnet.dk 2000 - 2006
Ansvarshavende webredaktør:
Anders Boll, Kattrup