KatNet tekstarkiv

[ tilbage ]

Danmarks smukkeste nr. 25 er til ende


Musikfestivalen i Skanderborg kaldes, med god grund, Danmarks smukkeste. Der er kønt mellem bøgetræerne i Dyrehaven i Skanderborg, og Søbadet giver mulighed for en forfriskende dukkert, til at dæmpe lidt på varmen. For placeringen den anden uge i august garanterer næsten altid godt vejr. Således også i år.
Der har været komplet udsolgt, og de vel omkring 40.000 personer, der deltog, havde alle muligheder for at få opfyldt netop deres helt egne musikalske ønsker. Den store to-delte Bøgescene samlede de store, kendte og populære orkestre, men på de små arenaer rundt omkring på pladsen kunne man møde de kunstnere, der henvendte sig mere intimt til et mere stille og lydhørt, men også entusiastisk, publikum. 
Kaare Norge betog sit publikum torsdag, hvor han både alene og sammen med sit orkester begejstrede de fremmødte i Den blå planet og Rikke Mølgaard gentog sammen med sit orkester succesen fra sidste år i Voice Party Train, og det viste sig, at hun har sit faste publikum.
Normalt plejer Århus Symfoniorkester at åbne søndagen med en meget populær klassisk koncert. Men i år fandt man på noget nyt. Etta Cameron skulle åbne med sit eget gospelkor og orkester. Men samtidig skulle et lokalt kor på op til 100 personer medvirke. En workshop, hvor alle, der tilmeldte sig, knoklede 6 timer om dagen de 3 sidste dage inden koncerten, blev annonceret, og et halvt hundrede meldte sig. Det blev en fantastisk succes. Etta Cameron var, som hun plejer, helt fantastisk. Det samme var hendes eget kor og hendes eget orkester. Men når dertil kommer 50 begejstrede sangere, så er det gospelsang, der vil noget. Publikum var begejstrede, og der tales allerede om, at man vil gøre det til en fast tradition at åbne søndagen med gospel.
Men når så mange mennesker samles i Skanderborg, så skal der ske andet end bare det, at lytte til musik. Man kunne derfor også opleve, at nogle unge mennesker fandt et fodboldspil, hvor der blev udkæmpet drabelige kampe. Eller man kunne se parret, der ved baren nede ved Søbadet pludselig fik lyst til en stille dans, og bare dansede, uden at andre tog notits deraf.
For det er bare hyggeligt og rart, at være til festival i Skanderborg.

[bogo-12082004-121] [ tilbage ]


dot-domain.dk - internetleverandør til KatNet