KatNet tekstarkiv

[ tilbage ]

Speciel fødselsdagsmusik i Søvind


De fleste fødselarer, der vil inviterer til familiefest i forsamlingshuset, engagerer en suppe-steg-is-musiker til at sidde i et hjørne for at spille på orgel til sangene og til almindelig underholdning.
Men sådan skulle det ikke være, da Karen Nielsen lørdag den 4. september inviterede til 75 års fødselsdag i Sandbjerghus. Midt under middagen rullede en 18 ½ ton tung lastbil op foran forsamlingshuset. På laddet var monteret et klokkespil bestående af 52 klokker. Den mindste vejer bare 12 kg, hvorimod den største vejer hele 1.050 kg.
Til glæde for fødselsdagsgæsterne og mange borgere i Søvind kunne man pludselig høre "Happy Birthsday" og "I dag er det Karens fødselsdag" udsat for klokker. Det var festligt og anderledes.
Baggrunden er, at Karen Nielsen, der fyldte 75, har en svigersøn, der er rektor på klokkespilskolen i Løgumkloster. Lastbilen med klokkespillet hører hjemme i Norge, men kører meget i Danmark, og rektoren bruges meget, når det transportable klokkespil deltager i arrangementer ved byfester, markeder eller lignende. Orgelspillet havde medvirket ved et arrangement på Fyn om formiddagen og skulle videre til hestemarked i Hammel, hvor der skulle underholdes om eftermiddagen.
Der var således lige plads på vejen fra Fyn til Hammel til at give svigermor en vægtig hyldest i anledning af den runde dag.
Til glæde for fødselsdagsgæster og for Søvind-borgerne, der ikke troede deres egne øren.

[bogo-12092004-123] [ tilbage ]


dot-domain.dk - internetleverandør til KatNet