KatNet tekstarkiv

[ tilbage ]

Mange børn og forældre i Kattrup forsamlingshus til juletræ


Der er genskabt en dejlig tradition i Kattrup. Juletræsfest for områdets børn og deres forældre. Og deres bedsteforældre.
I søndags var forsamlingshuset lige ved at være for lille. Mere end 40 børn og mindst lige så mange forældre m.v., foruden et stort harmonikaorkester under ledelse af Ellen Rasmussen og et kæmpe juletræ, der nåede helt op til loftet.
Og der var strålende barneøjne, en rigtig julemand og slikposer til alle. Og der blev sunget og leget, og rundt om sad den voksne del af familien med kaffe og kager.
Det var hyggeligt og rart, og forhåbentlig er der lige så mange børn i området i de kommende år. Juletræsfesten var lige ved at dø ud, men sidste år vendte interessen, og dette års store opbakning både glædede og overraskede bestyrelse og initiativtagere.
Det er i sådan en situation, at forsamlingshuset viser sin berettigelse. Og fremmødet viste, at man slutter op om det lokale samlingssted.

[bogo-11122001-74] [ tilbage ]


fuZion - internetleverandør til KatNet